fbpx

Apples Face ID åbner for muligheder

Apple erstatter den velkendte fingerskanner med den nye funktion Face ID – kan dette føre til et nyt markedsføringsværktøj?  

Apples nyeste og dyreste iPhone, iPhone X, er udkommet i Danmark. Denne iPhone kommer med en helt ny funktion, som skal erstatte den hidtidige fingerskanner. Dermed vil du i fremtiden kunne åbne din iPhone ved, at telefonen genkender dit ansigt. Den nye funktion vil øge sikkerheden, da risikoen for at en anden person åbner din telefon med Face ID, er markant lavere, end hvis en person forsøger at låse den op via Touch ID. Apple er dog ikke de første til at lege med denne nye funktion – men deres udformning af funktionen er dog mere avanceret, end hvad man hidtil har set hos andre udbydere.

Face ID som nyt værktøj til markedsføring
Man kan forestille sig en markant udvikling inden for netop dette felt i de kommende år. Måske vil denne funktion, kunne bidrage til indsamling af data, som kan hjælpe med optimering af markedsføring. 

Forestil dig at din telefon i fremtiden kan registrere, hvorvidt du følger med i en reklamefilm fra start til slut, om du rent faktisk læser hele annoncetekster eller om du i det hele taget opfatter den pågældende markedsføringsstrategi på den ønskede måde. Hvis vi i fremtiden samler data på denne måde, vil man kunne se hvorvidt forskellige målgrupper reagerer, som man ønsker på forskellige former for markedsføring. Dermed kan man handle ved at tilpasse sig efter den indsamlede data. Det er et interessant perspektiv, og man kan se frem til at følge udviklingen af teknologiske markedsføringsværktøjer.